onsdag den 12. august 2015

Ældresagens nye Krolfbane

Indvielse af Ældresagens nye krolfbane


Flere af Ældresagens medlemmer har brugt efteråret og foråret på at anlægge de nye krolfbaner ved idrætscentret.

Der blev planeret, kør jord og grus, sået græs, lagt fliser. 2 krolfhytter blev placeret, der blev malet og borde/bænke sæt er også klar.

Flot ser det ud - og i dag den 12. august 2015 er banerne klar til spil og indvielsen sker kl. 13.00.

Borgmester Claus Wistoft kommer og indvier det flotte anlæg.








fredag den 7. august 2015

Art Cafe Galleri


Art Cafe Galleri

Lørdag den 8.8. kl. 11.00 åbnes dørene til Ryomgårds nye galleri på Vestergade 4.

Et meget spændende projekt med galleri, cafe og en efterfølgende ugelang kunstnerisk udsmykning af facaden på Vestergade 4 - Byen med ansigt.


                           


Det er Mogens Frederiksen og Tatiana Sørensen, Langby ved Nimtofte, som har brugt det sidste 1,5 år på en gennemgribende istandsættelse/renovering af bygningerne, hvor der tidligere har været tømrerfirma og galleri.

Bygningerne er istandsat på en flot og stilfuld måde, og rummer udover galleri og cafe et mindre lokale til forretningsmøder.

I forbindelse med åbningen starter et ugelangt projekt med udsmykning af bygningens facade - og det sker med hjælp af en professor, kunstmaler og fire afgangselever fra Sankt Petersborg Kunstakademi.


Det er distriktsrådets håb, at byens borgere vil tage godt imod og benytte byens nye Art Cafe Gallery - der er dagligt åbent fra kl. 11.00 - 18.00.


fredag den 22. maj 2015

Marienhoffhaven i Ryomgård

Marienhoffhaven - Djurslands flotteste have


Du kan nå det endnu - Djurslands flotteste have har åbent for besøgende lørdag, søndag og mandag i pinsen samt weekenden 30 - 31 maj.Alle dage fra kl. 10 - 17.Adressen er Marienhoffvej 34, Ryomgård. Det koster 20 kr. i entre, og det er incl. kaffe/te/saftevand og kage.
Ca 4000 m2 fyld med flotte farver, sten, vand og lyst/kaffehuse.
Lidt billeder fra 2014:



































Du kan se mere om Marienhoffhaven her:  
https://sites.google.com/site/marienhoffhaven/Forside

og her er Lokalavisens omtale:  
http://syddjurs.lokalavisen.dk/ryomgaard-havehygge-som-dengang-havedagene-blomstrede/Syddjurs-Lokale-nyheder/20150513/artikler/705159995/1506


tirsdag den 14. april 2015

Distriktsrådets generalforsamling den 16. marts 2015

Referat





Generalforsamling i Ryomgård Distriktsråd - samt kåring af årets ildsjæl
den 16. marts 2015 på ”Posthuset” i Ryomgård

• Velkomst

Kirting bød velkommen




• Generalforsamling
1. Valg af dirigent

Claus Rank Jensen



2. Formandens årsberetning


Formandens beretning på generalforsamlingen i
Ryomgård Distriktsråd  mandag, den 16. marts 2015


Distriktsrådene – lokalsamfundets talerør
I Syddjurs Kommune er de 13 distriktsråd, hver på sin måde,  efterhånden blevet en integreret del af det demokratiske fundament, der kan være med til at fremme den lokale udvikling. Distriktsrådene fungerer som lokalsamfundets talerør overfor byrådet og myndighederne, men bidrager også på mange områder til et levende og aktivt lokalsamfund.



Ryomgård Distriktsråd har et godt samarbejde med kommunen. Det gælder både på det politiske niveau og i forvaltningen. Selvfølgelig kan der opstå knaster, som skal høvles af. Og det bliver de så.

Det forløbne år har igen været et aktivt år for Distriktsrådet.


Det gamle posthus.


En af de største ”landvindinger” har været posthuset, som vi sidder i nu. Ganske vist kunne vi allerede sidste år holde vores generalforsamling her. Men da var huset knap nok færdig ombygget, og først hen på efteråret kunne vi holde den officielle indvielse, hvor repræsentanter fra byrådet klippede den røde snor. Posthuset her er netop et resultat af et godt samarbejde mellem Distriktsrådet og kommunalbestyrelsen. Vi har i Ryomgård fået skabt et kulturelt samlingssted, der  syder og bobler af aktiviteter, foredrag, film, teater, møder, konferencer, undervisning, kortspil og sidst, men ikke mindst, vores populære bogcafé under ledelse af Peter Møller.



Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke personalet i Bogcafeen, de mange frivillige hjælpere, for den indsats I yder, også udover jeres direkte arbejde i Bogcaféen. I er i høj grad med til at skabe hygge og atmosfære i huset. Det er f.eks. også personale fra Bogcaféen, der arrangere beværtningen i aften efter generalforsamlingen. Tak skal I have.


Marie Magdalene stien
En anden af de tungere sager har været etablering af Marie Magdalene stien, hvor der deltog 100 mennesker ved indvielsen. Derved er båndene knyttet tættere sammen mellem vore 2 byer, i øvrigt takket været et rigtig godt samarbejde med menighedsrådet, der har stillet areal til rådighed. Der er også grund til at takke Gerstrøm for en stor arbejdsindsats og kommunens miljøafdeling for beregninger, vurderinger og tilladelse. I dag kan vi med glæde konstatere at stien bliver flittigt benyttet.






Borde og bænke på Skjold
Det er lykkedes at få kommunen til at opsætte 2 sæt borde og bænke på det grønne areal på Skjold. De er ikke alene til glæde for beboerne i området, men også for de mange skolebørn og børnehaver, som besøger området.

                     


Gør byen ren dag
I forsommeren havde vi sammen med Erhvervsforeningen en ”gør din by ren dag”, hvor Syddjurs Kommune stillede forskellige faciliteter til rådighed. Et hold af frivillige gik i gang med at rengøre grøfter og stier, og vigtigst af alt så satte det fokus på vigtigheden af, at vi alle gøre en indsat for at holde vores by ren.
                      



Autoværn blev malet
Selv om det ellers er en kommunal opgave, så var det ikke muligt for kommune at finde ressourcer til at få alle de grå og afskallede autoværn i byen malet. Men gennem et godt samarbejde, hvor kommunen stillet maling og øvrigt materiel til rådighed og Distriktsrådet sammen med erhvervsforeningen stillede frivilligt mandskab til rådighed, så lykkedes det – i god overensstemmelse med kommunens frivillighedspolitik – at få malet autoværnene -  også på Nordlyvej og Ndr. Ringvej.
                      


Stationsforbedringer
               


I forbindelse med Letbanens indførelse i 2017 skal der forinden foretages en række stationsforbedringer. Distriktsrådet har haft denne plan til høring og har afgivet høringssvar.  Der bliver
-       flere parkeringspladser i Jernbanegade
-       ny flisebelægning på fortovet Skolegade og Jernbanegade
-       læskærme på stationen udskiftes med DSB standard
-       overdækning af cykelparkering
-       pendlerparkeringsplads på den anden side af banen
-       lukning for cyklister på skolegade er afvist af os
-       evt. udsmykning med en skulptur på distriktsrådets initiativ.

År 2017 – Aarhus som Europæisk kulturhovedstad
             


År 2017 bliver et ganske særligt år.
Det er det år, hvor letbanen kommer til Ryomgård
Det er også det år, hvor Jernbanen Aarhus-Ryomgård kan fejre 140 års jubilæum.
Vi har et håb om at Syddjurs Award 2017 kan holdes i Ryomgård
Og så er 2017 det år hvor Aarhus er kåret som Europæisk kulturhovedstad, og det projekt omfatter hele Østjylland.
Derfor har Ryomgård Distriktsråd også lagt billet ind på år  2017.Projektet hedder ”Kunst langs banen”.
Det startede egentlig i det små med et forslag om at gavlen på det nye venterum, der bliver etableret på stationen i forbindelse med letbanen forsynes med en kunstnerisk udsmykning, således at togpassagererne kan få en flot oplevelse, når de passerer Ryomgård. Det viste sig hurtigt at de øvrige letbanebyer i Syddjurs også var interneret i at være med, således at der kunne blive en samlet oplevelse gennem kommunen. Syddjurs kommunes kulturafdeling viste stor interesse for projektet og bakkede os op, men så også gerne at ordningen blev udvidet til at gælde hele letbanestrækningen fra Odder til Grenaa.
                  


Vi har netop været til møde med Syddjurs Kommune, der kan bekræfte at sagen er bragt op i letbanesekretariatet med henblik på at løfte sagen op til et regionalt projekt, således at ”kunst langs banen” kan opleves som en unik samlet kunstnerisk oplevelse for passagerer, der rejser på denne letbanestrækning fra Odder, gennem Aarhus og op gennem Djursland – og at det hele kan være et led i kulturhovedstad 2017 programmet.
Skulle det ikke lykkes, har kulturafdelingen i Syddjurs lovet, at de vil bakke det op som et Syddjurs projekt.

Projekt nabohjælp
                       


Der er desværre også her i Ryomgård mange, der er plaget af indbrud i private hjem. Derfor har Distriktsrådet med Stefan Kalmar som tovholder sammen med ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet arbejdet med et enkelt projekt, der går ud på, at hvis der kommer indbrud når man ikke er hjemme, så udløser det et signal på naboernes  mobiltelefoner, således at der hurtigt vil være nogen, der kan træde til og observere huset/tyven. Til projektets gennemførelse har vi modtaget et tilskud på kr. 10.000 fra La Cour fonden. Systemet ventes færdig i løbet af nogle måneder.

Ryomgård SMS´eren – en populær nyhedstjeneste
                            

Ryomgård SMS´eren er nu oppe på 288 medlemmer, og vi har indtrykket af, at det er en meget populær ordning, der jo er gratis at benytte for dem der tilslutter sig.

Distriktsrådet tror på storken
                                


I Distriktsrådet tror vi på storken. Vi tror på storken som et symbol på frodighed og vækst, en flot fugl som vi gerne vil kunne byde velkommen til Ryomgård, og som vi tror vil være en attraktion for både lokalbefolkningen og turismen.

Derfor er det med glæde jeg kan meddele, at vi med velvillighed fra Gl. Ryomgård har fået lov at sætte en storkerede op på den nye grønne plæne ud mod Thorsagervej.
                  


Storkereden er leveret gennem BB Smede og Montage i Marie Magdalene, den er beklædt og gjort klar af Solveig Langballe og den bliver rejst af Søren Gerstrøm. Det skulle  gerne ske sidst i indeværende måned, så storkeboligen er klar til den nye sæson.

Byfornyelse
        


Distriktsrådet presser til stadighed på for at få gennemført en byfornyelse, som der også er sket i en række andre byer. Vi har også i 2014 sendt et oplæg til en byfornyelse, men det er ikke lykkedes at få startet projektet op, idet man fra kommunens side vil afvente en evaluering af de andre byfornyelser, men man har dog meddelt at vores henvendelse er meget relevant.


Rejsning af en skulptur i Ryomgård – Knudepunktet
                         


Jeg kan røbe at Distriktsrådet arbejder med planer om at rejse en kunstnerisk skulptur i Ryomgård, der formodentlig kan indgå i de kommende stationsforbedringer i 2017. Hvor Ryomgård med dens centrale beliggenhed midt på Djursland er med til at knytte landsdelens 2 kommuner sammen, og hvor byen er trafikalt knudepunkt på Djursland har vi fået kunstneren Karl Hubert til at lave en tegning til en sådan skulptur.

Hvad sker den nærmeste tid i  Ryomgård
Lad os se på hvad der sker i den nærmeste tid i Ryomgård

Ny dagligvarebutik på Vestergade
Distriktsrådet hilser det velkommen hver gang der investeres i byen, som f.eks. nu, hvor investorer investerer et 2-cifret millionbeløb i den nye dagligvareforretning på Vestergade. Et gammelt og lidt forsømt område bliver saneret,  og med den flotte og nymoderniserede SuperBrugs på den anden side af gaden skabes ét stort indkøbscenter, som formentlig vil være med til at trække flere folk til byen.

Arbejdet med den  nye dagligvarebutik sættes i gang før sommerferien og ventes færdig til oktober.
               


At det så er Kiwi, der flytter fra Jernbanegade til Vestergade giver os selvfølgelig nogle store udfordringer. Meget store udfordringer. Nemlig med at få lokalerne i Jernbanegade anvendt til et formål, der fortsat kan trække folk til dette område for at bevare pulsen i midtbyen. Både Erhvervsforeningen og Distriktsrådet vil gøre, hvad vi kan, og vi holder naturligvis nær kontakt med ejeren Mogens dé Linde.
               



Parcelhusrunde
Ryomgård forbereder sig på en pæn  befolkningstilvækst, ikke mindst i forbindelse med etablering af Danmarks første letbane i 2017. Derfor er Syddjurs Kommune i gang med at byggemodne 16 parcelhusgrunde på Marienhoffvej overfor Søparken. Arbejdet ventes færdig i løbet af foråret.

             


I forsættelse heraf går Søren Gerstrøm i gang med at byggemodne yderligere ca. 20 parcelhusgrunde på P. Vejsgårdsvænget. Endelig er der jo en godkendt lokalplan Ryomhave mellem Centergros og Fjernvarmeværket. Så hvad byggegrunde angår, tror jeg, at vi er klædt godt på.


Asfaltering af gaderne i Ryomgård


De senere år er flere vejstrækninger blevet asfalteret i Ryomgård. Det har også været tiltrængt. Jeg kan oplyse, at følgende veje vil blive asfalteret i år.
·      Ahornvej
·      Lindevej
·      Egevej
·      Platanvej
·      Elmevej.
·      Poppelvej (4 sideveje)
·      Esmarchsvej
·      Aksel Munchsvej
·      Nygade
·      Marienhoffvej (delvis)
·      Industrivej (rest)
·      Margrethelundvej (delvis)
           


Idéerne spirer og gror i det lokale foreningsliv
Det er således mange emner, der har været inde over Distriktsrådets bestyrelse. Også flere end dem jeg har nævnt i aften. I Distriktsrådet har vi også gjort os nogle tanker og drømme om fremtiden, men dem vil jeg gerne gemme til et senere punkt på dagsordenen. Dertil kommer, at der er rigtig mange guldkorn, der spirer og gror i byens foreningsliv.

Specielt for Ryomgård kan vi glæde os over Sparekassefonden, der hver år støtter nye og gode initiativer i byen.  - Det er jo det lokale foreningsliv, der i et samspil med erhvervslivet, musik, kultur, handel, skoler og idræt og vore ildsjæle, er med til at skabe det lokale liv og holde pulsen oppe.

Distriktsrådet vil gerne være en aktiv  inspirator i denne proces. Men processen blomstrer bedst, når aktiviteterne plejes og udføres som i et bredt flora ude blandt de enkelte foreninger og borgere. Derfor glæder det Distriktsrådet hver gang, der er nogen, der sætter noget i gang i byen.

Inden jeg afrunder beretningen vil jeg  gerne rette en tak for vore samarbejdspartnere, herunder Syddjurs Kommune, Ryomgård Erhvervsforening og de fonde, der har støttet vore projekter og til annoncerer på vores hjemmeside.
Også tak til de mange frivillige, der passer bogcaféen.

Og sidst, men ikke mindst en tak for godt samarbejde til mine kollegaer i bestyrelsen, som er Stefan Kalmar, Niels Skov Hansen. Knud Møller og Søren Skovsen.

Med disse ord vil jeg slutte min beretning og udtrykke ønsket om en god fremtid for vores by og område, som dækker postnummer 8550.


16.03.2015 Kirting Olesen

Der blev besvaret følgende spørgsmål til beretningen:

Info om nabohjælp.
Vallumsø som badesø
Letbanen: halvtimesdrift

Beretningen blev godkendt.



3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab

Regnskabet blev omdelt og Knud Møller gennemgik de væsentligste poster.
Spørgsmål af teknisk art.



4. Fremlæggelse af visioner og idéer for det kommende år
Fremlagt af kirting og Stefan.





Der var spørgsmål til Storbørnehave hvis Poppelvejens Børnehave skal sammenlægges med Ringvejens Børnehave:
Kirting nævnte, at vi (distriktsrådet)  ikke har travlt med at komme ud af posthuset. Men vi presser på overfor politikerne – så de er klar til at finde andre lokaler til os.

Claus Rank Jensen orienterede om udbygningsplanerne for idrætscentret.
Udbygningen bliver etapeopdelt, og primo Juni skal der tages stilling til opstart af projektet.
















5. Fastsættelse af årlig kontingent

Fastsat til 0 kr.



6. Behandling af indkomne forslag

Ingen forslag.



7. Valg til bestyrelsen og suppleanter

Alle blev genvalgt.


suppleanter:

Dan og Helle blev genvalgt.



8. Valg af revisor samt revisorsuppleant

Claus Rank Jensen blev genvalgt

Suppleant:

Keld Christiansen blev genvalgt.



9. Eventuelt

Der var ingen spørgsmål under eventuelt.


Efter generalforsamlingen blev årets ildsjælepris uddelt til
Peter Møller for hans store arbejde med opstart og drift af bogcaféen.

             


Billedet er lånt af Lokalavisen.
Se omtalen af prisoverrækkelsen her:

http://syddjurs.lokalavisen.dk/årets-ildsjael-honnoer-til-manden-bag-bogcaféen-paa-det-gamle-posthus/Syddjurs-Kultur/20150317/artikler/150319317/1504